Presse


Udstilling i Karolines Hus, maj 2012
”I 2009 fik Bodil Schmidt prisen som Årets Kunstner i Skive – med et Limfjordsmotiv, hvor lyset glimter i små bølger,
der skyller ind over sten i vandkanten. Maleriet hænger nu på Skive Kommune.
Bodil Schmidt henter sine motiver i naturen. I en periode har det været blomster, hun har fordybet sig i. Siden har hun arbejdet med bla. vand som motiv.
Ud over at Bodil Schmidts maleri rummer simpel naturfascination, så er billederne fyldt med symbolik. Det handler om at ”se det store i det små”.”

”(…) Bodil Schmidt betegnes som ”supernaturalist”. Hun gengiver naturen næsten fotografisk. Men med sin egen sanselighed.
Hun er særlig optaget af lyset, som kan give billederne et impressionistisk præg.
I sine natur-malerier undgår Bodil Schmidt bevidst at være en ”intellektuel” kunstner.”

”(…) Og hun inviterer beskueren til en natur-sanseoplevelse, hvor det kun handler om at være til stede i naturen – i nuet – i livet.”
Karolines Hus Fur, Seperatudstilling maj 2011

 

”Blomster og lys”, Schmidt og Bech i Galleri Salling
”Bodil Schmidt ”fremtryller blomstens liv i lyset”, står det beskrevet i galleriets pressemeddelelse. Det lyder flot – men det er faktisk præcis hvad hun gør. Bodil Schmidt er ”supernaturalist”. Hun zoomer ind på chrysantemum, nellike, dahlia, pæon og fransk anemone på en måde så man synes man ser andet og mere end det, som selve motivet indeholder. Selvom billederne er enkle, med blot en eller to blomster på fladen, er de så mættede med symbolik at man bliver overvældet af tanker og følelser, når man står foran dem. Selve motiverne – blomsterne – er naturligvis symboler i sig selv, men dertil kommer den symbolik og metafysik, som fx ligger i hver enkelt farve, og i den måde, lys og skygge spiller sammen på. Den rene, hvide farve refererer for nogle til liv og død, og i Bodil Schmidts univers er hvid ikke bare hvid men lysende og fyldt med nuancer af rosa, violet og blåt, koldt og varmt.”

”(…) hun mestrer lysets teknik som en anden moderne barokmaler. Det er fantastisk, virtuost, men også foruroligende – smukt!”
Citater fra ”Kunstavisen”03/2008.